Fotos på bloggen er afgørende

Del dette:

Det er vigtigt, at du sørger for at have nogle gode fotos i alle dine indlæg på din blog. Det er med til at gøre bloggen mere spændende for dine læsere. Du kan selv tage fotoene eller finde dem i gratis databaser på nettet.

Har du en blog, er det vigtigt, at du ikke kun har fokus på teksten. Fotos spiller i den grad en vigtig rolle for, at dine læsere bliver hængende. I mange tilfælde er billederne med til at illustrere det, du skriver. Hvis du har beskrevet en madret eller et nyt outfit, er det jo vigtigt, at din læser kan se det.

Fotos er dog også med til at gøre din blog mere ”spiselig”. Hvis din blog kun består af en mur af tekst, kan det være meget svært for selv den mest interesserede læser at få kæmpet sig igennem det. Derfor er det vigtigt, at du bryder teksten op på med nogle fotos.

Men billeder er selvfølgelig ikke alt. Mangler du mere inspiration til, hvordan du skaber en god blog? Få flere gode råd om blogging her.

Sådan tager du gode fotos til bloggen

Først og fremmest er det vigtigt, at du har et godt kamera. Selvom mobiltelefoner i dag har gode kameraer, er det sjældent nok til, at du kan tage nogle virkelig gode fotos. Derfor bør du investere i et ordentligt digitalkamera, hvis du er seriøs i forhold til din blog. Når du har gjort det, skal du selvfølgelig lære at bruge det.

Det er vigtigt, at du har fokus på både motivet og baggrunden, når du tager et foto. Prøv at lege dig frem til et udtryk, som du godt kan lide. Når du ikke er så rutineret i at tage fotos, er det altid en god ide, at du tager virkelig mange af dem. Dermed stiger sandsynligheden for, at du får taget et, der er godt.

Det er ikke nok, at du får taget fotoene, du skal også sørge for at redigere dem, inden du lægger dem på bloggen. Med redigering kan du beskære det, så motivet kommer mere i fokus, ændre på farverne og skabe den rette stemning. Det kommer til at være altafgørende for, hvordan læseren opfatter din blog.

Skab din egen stil gennem dine fotos

Når du har en blog, er det vigtigt, at der er en ensartethed igennem den. Du vil gerne have, at din blog er et brand, hvor dine læsere med det samme vil kunne genkende, at noget kommer fra dig, mens de også tydeligt kan identificere, når noget ikke gør.

Derfor er det vigtigt, at du også selv er meget bevidst om, hvordan din visuelle identitet skal være. Du bør derfor starte med at finde tre billeder, som du godt kan lide, og som kan være repræsenterende for det, du gerne vil med din visuelle identitet.

Ud fra de tre fotos du har udvalgt, kan du begynde at tænke over, hvilken form for stil du gerne vil have på bloggen. Har du svært ved det, er det også altid en god ide, at du tænker over, hvilken stil du i hvert fald ikke vil have. Det er også en mulighed for at komme frem til, hvad der vil være den rigtige stil på din blog.

Undgå, at dine fotos gør bloggen langsom

Når du lægger fotos på din blog, er det vigtigt, at du sørger for, at de ikke kommer til at gøre siden langsom. Læserne vil nemlig ikke have tålmodighed til at sidde og vente på din side – de har en forventning om, at de kan se det hele med det samme. Derfor dropper de din blog, hvis den bliver for langsom.

Du kan afhjælpe problemet ved ikke at lægge dine billeder på din egen server, men i stedet lægge dem på en andens. Det kan for eksempel være en side som Photobucket. De lever af at have andres fotos liggende, så det er dem, der er nødt til at fikse, at de har en langsom side, og ikke dig.

Find gratis fotos på nettet

Har du ikke selv mod på at tage fotos til bloggen, findes der heldigvis en række hjemmesider, hvor du kan hente dem. Mange af dem er endda helt gratis, hvilket gør det endnu nemmere for dig. Nogle af de mest brugte hjemmesider er:

  • Pixabay
  • Pexels
  • Unsplash
  • Foodie’s Feed
  • Good Free Photos
  • Life of Pix

Når du bruger andres fotos, er det altid vigtigt, at du er opmærksom på, hvilke rettigheder der er i forbindelse med fotoet. Nogle fotografer opgiver helt deres rettigheder til billederne, hvilket betyder, at du må bruge dem til det, som du vil.

Andre stiller krav til, hvad du må bruge fotoene til. Det kan for eksempel være, at du ikke må bruge dem til kommercielle formål. Tjener du penge på din blog, går det altså ikke at bruge dem. Gør du ikke, kan du godt bruge dem.

I nogle tilfælde skal du nævne, hvem der har taget fotoet, i andre tilfælde er det ikke noget, som fotografen går op i. Det er vigtigt, at du er opmærksom på det, da det kan komme til at koste dig mange penge, hvis du krænker andres rettigheder.

Alexander Leo-Hansen


Jeg hedder Alexander Leo-Hansen, og elsker at fotografere i min fritid. Derudover driver jeg Alexanderleo.dk, hvor jeg skriver en masse fotoguides, fototips og en masse andet.

Del dette:

Check Also

3 af de mest berømte poker-billeder nogensinde

Chris Moneymaker ved 2003 World Series of Poker Der er et berømt billede af Chris …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *