Videooptagelse

Videooptagelse anno 2014

Del dette:

I dette indlæg har Tobias Ehlig fået lov til at komme med sit syn på den udvikling der er sket inden for optagelse af video i de seneste år. Tobias har selv arbejdet meget med videoproduktion, og har bl.a. i to år arbejdet som selvstændig konsulent for små og mellemstore virksomheder.

Inden for de seneste 5 år er der sket ekstremt meget på markedet for både still- og videokameraer. Hvor folk tidligere tog billeder og videooptagelse til familiefødselsdagen med et kompakt digitalkamera eller et videokamera, så er disse i dag i langt højere grad blevet lagt til side til fordel for vores smartphones.

Smartphones

Vores telefoner tager nu så gode billeder, at den almindelige borger der skal tage et par billeder til en fødselsdag ikke længere føler grund til at hive et decideret kamera frem, men i højere grad bare bruger telefonen, som alligevel ligger i lommen.

Denne udvikling har udfordret kamera-branchen ekstremt meget, og det har tvunget producenterne til at tænke i ny baner. Folk efterspørger ganske enkelt ikke de almindelige kameraer længere. En iPhone filmer i dag i ekstremt høj kvalitet, og har en lang række smarte features som før kun fandtes på de ”rigtige” videokameraer; HD-opløsning, automatisk billedstabilisering, panoramavideo, slow motion-muligheder og meget mere.

GoPro Hero-serien

En af de virksomheder som har formået at udvikle et produkt som smartphones ikke direkte kan erstatte, er GoPro. De er gået en anderledes vej i deres produktion af actionkameraer, som giver nogle helt unikke muligheder, som ikke fås i andre kameraer i dag.

Go Pro Hero-kameraerne er meget kompakte, men leverer alligevel et billede der er helt fantastisk. I stedet for at sætte sig til at græde over at smartphones indtager markedet for optagelse af billeder og video, så har de brugt disse smarthpones som et redskab i deres eget produkt. Nu kan du nemlig styre dit GoPro-kamera via din smartphone.

Samtidig har GoPro-serien også fået sit gennembrud i en tid hvor droner er på vej frem, og droneteknologien spiller nemlig perfekt sammen med actionkameraet. Nu kan du købe en drone til få tusinde kroner og sætte et GoPro-kamera fast herpå – og så kan du altså optage videoklip på en måde, der tidligere havde krævet en helikopter at komme i nærheden af.

Spejlrefleks

En anden kameratype som stadig har en berettigelse på markedet er de klassiske spejlreflekskameraer, som førhen kun blev brugt til at tage stillbilleder. For den mere professionelle billede- og videoentusiast er spejlreflekskameraet blevet et rigtig godt alternativ til de store og dyre videokameraer.

I dag ser du rigtig mange professionelle videoproducere som bruger spejlreflekskameraer til at skyde musikvideoer, reklamefilm og andre typer videoer, simpelthen fordi du kan få et billede der er helt i særklasse hvad angår farver og dybdeskarphed.

Del dette:

Check Also

Derfor bør du overveje et fotokursus

Elsker du at tage billeder? Er det altid dig, der hiver kameraet frem, når noget …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *