troels

Tjen penge på dine feriebilleder

Del dette:

Ferie er normalt lig med udgifter og fare for overtræk på kreditkortet.

Dog ikke altid.

Hvis du havde dit spejlreflekskamera med på ferie, ligger der måske kolde kontanter gemt blandt dine feriebilleder.

Jeg (Troels Kjems) tog eksempelvis nedenstående billede under en tur til Stevns Klint for nylig.

tjen penge ferie billeder

Da jeg kom hjem nøjedes jeg ikke med at dele billedet på Facebook, jeg gav også billedet en titel, tilføjede en række søgeord og satte det til salg som “stockphoto” på internationale “stockphoto”-hjemmesider som ShutterStock.com, iStockPhoto og Fotolia.

Når danske eller udenlandske rejsebureauer skal promovere Danmark som rejsemål, har de nu mulighed for at finde og købe ovenstående billede.

De enkelte stockphoto-hjemmesider sørger for at tage imod betaling fra dem, der ønsker at bruge billedet.

Køberen af billedet køber ikke de fulde rettigheder til billedet. Jeg sælger blot brugsretten. Det betyder, at jeg kan sælge det samme billede til 10 eller 100 forskellige købere.

Når billedet først er taget, efterbehandlet og sat til salg, kan jeg blot læne mig tilbage og glæde mig over, at der løbende tikker penge ind på kontoen.

Normalt tjener jeg kun 0,5-1 dollar pr. salg (download).

Til gengæld sælger jeg cirka tusinde billeder hver måned.

Det samme kan du gøre, når du først har fået styr på, hvilke typer af billeder, som sælger bedst og hvordan du vælger de rigtige søgeord til hvert enkelt billede.

Jeg offentliggør løbende mine egne indtjeningstal på Facebook siden:
https://www.facebook.com/stockphotoguide

Inden du begynder at sælge dine egne feriebilleder som stockphotos, får du lige et par råd med på vejen:

Ikke alle feriebilleder kan sælges

De potentielle købere af dine billeder skal normalt bruge billedet til at illustrere en avisartikel eller til at understøtte et reklamebudskab.

En smuk solnedgang eller en øde badestrand har normalt kun begrænset interesse for journalister og reklamefolk.

Billedet skal helst fortælle en historie.

Hvis du kan få et forelsket kærestepar med på billedet af solnedgangen eller et par legende børn placeret på dit strandbillede, så øger du salgspotentialet markant.

På hjemmesiden iStockPhoto.com kan du se, hvor mange gange de enkelte billeder er blevet solgt. Denne information kan du bruge til at afdække, om der generelt er købere til den slags billeder som du gerne vil sælge.

Husk dog altid at tage højde for, hvornår det pågældende billede er blevet sat til salg.

10 salg på 10 år er ikke godt.

10 salg på 10 dage er godt.

Mennesker kræver underskrift

Hvis der er identificerbare personer på dit billede, så skal disse personer underskrive en såkaldt “model release form”, hvor de bekræfter, at billedet af dem må sælges og bruges kommercielt.

Dermed sikrer køberen sig, at personen på billedet ikke efterfølgende kommer og kræver penge, når billedet eksempelvis bruges i en reklame.

I praksis betyder dette krav om “model releases”, at du ikke kan tage et billede af 100 mennesker på en strand og sælge det som et “Royalty-free” stockphoto.

Hos visse stockphoto-hjemmesider er det muligt at sælge et sådant billede til “redaktionelt brug” (“Only editorial usage”), men generelt så er salgspotentialet for billeder, hvor der optræder mennesker, meget begrænset, hvis du ikke fået en underskrift på en model release form.

Billeder med logoer og varemærker kan sjældent sælges

Hvis der optræder et logo eller andre varemærkebeskyttede elementer på dit billede, så begrænser det også salgsmulighederne markant.

I praksis betyder det, at du derfor enten bør sørge for at holde Coca Cola-dåsen eller Frisko is-papiret helt ude af motivet eller alternativt skal fjerne det i Lightroom eller Photoshop bagefter.

Når stockphoto-hjemmesiderne har afvist dine første pletskud på grund af copyright-issues, lærer du efterhånden, hvordan du bedst navigerer udenom den slags forhindringer.

Tekniske krav til dit billede

Alle seriøse markedspladser for salg af stockphotos stiller en række tekniske krav til dine billeder.

Dine billeder skal derfor opfylde følgende krav for at blive godkendt.

  • Billedet skal være skarpt (også ved 100% zoom)
  • Eksponeringen og hvidbalancen skal være acceptabel
  • Kompositionen og beskæringen skal være gennemtænkt (horisonten skal være lige, arme og pen skal ikke amputeres utilsigtet, der må ikke beskæres for tæt, osv)
  • Billedet skal have et kommercielt potentiale (selvom billedet af fluen på dit spisebord er teknisk perfekt, er der næppe mange købere)
  • Billedet skal være taget med et digitalt spejlreflekskamera (eventuelt et moderne systemkamera) og have en opløsning på mindst 4 megapixels (nogle steder lidt mere eller mindre)

I enkelte tilfælde kan du være heldig at få godkendt billeder, selvom du misser en enkelt ting på ovenstående liste.

Valget af søgeord er vigtigt

Køberne finder kun dine billeder, hvis du tilføjer relevante søgeord til billedet, inden du sætter det til salg.

Undervurder derfor ikke betydningen af at bruge lidt tid på at analysere og udvælge de søgeord, som er relevante for dine billeder.

Du kan læse mere omkring valg og tilføjelse af søgeord til stockphotos her.

Forskellen på om du tjener 500 eller 5.000 kroner om måneden på at sælge dine billeder ligger både i dine evner som fotograf og dine evner indenfor valg af søgeord.

Sjove penge, ikke nemme penge

Hvis du synes, at fotografering er surt arbejde, så glem alt om at tjene penge på at sælge dine billeder. Du skal være dygtig til at fotografere og efterbehandle billeder, hvis du skal opnå en timeløn, der væsentlig overstiger mindstelønnen.

Hvis du nyder at fotografere og allerede gør det på hobbyplan, så er der dog mindst tre gode grunde til, at du bør overveje at kaste over salg af stockphotos.

  • Kroner og ører. Afhængig af dine evner og din arbejdsindsats kan du tjene alt mellem et par hundrede kroner og en fuldtidsløn på at sælge dine billeder.
  • Dygtiggørelse. Den feedback som du får i forbindelse med godkendelse og afvisning af dine billeder kan du bruge konstruktivt. Når du begynder at sælge dine billeder som microstock vil du næsten uundgåeligt blive en bedre fotograf.
  • Anerkendelse og reklame. Hvis du ønsker at få eksponeret dine billeder så bredt som muligt, så er stockphotohjemmesiderne et godt udstillingsvindue. Du har mulighed for at tiltrække fotoopgaver eller opnå den anerkendelse, der ligger i, at andre betaler for at bruge dine billeder

På hjemmesiden Stockphotoguide.dk kan du læse en detaljeret gennemgang af, hvordan du bedst kommer i gang med at skyde, efterbehandle og sælge stockphotos.

På ovenstående hjemmeside se anmeldelser af og hente en oversigt over de mest profitable stockphoto-hjemmesider.

God fornøjelse 🙂

Alexander Leo-Hansen


Jeg hedder Alexander Leo-Hansen, og elsker at fotografere i min fritid. Derudover driver jeg Alexanderleo.dk, hvor jeg skriver en masse fotoguides, fototips og en masse andet.

Del dette:

Check Also

Derfor bør du overveje et fotokursus

Elsker du at tage billeder? Er det altid dig, der hiver kameraet frem, når noget …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *